Det er jeres opgave at skrive minimum tre små artikler i Istanbul og kommentere (under punktet DISCUSSION) mindst tre gange de andres blogindlæg..
De små artikler skal dels være stemningsreportager og portrætartikler som indholdsmæssigt skal tage udgangspunkt i enten oplevelser, erfaringer og refleksioner fra studierejsen, dels for mindst et blogindlægs vedkommende direkte referere til emnet for den gruppe, man tilhører.
For at skabe lidt overblik over de forventeligt mange indlæg bedes I selv vurdere, hvilken overskrift de bør lægges under.


Det tyrkiske folkefærd er noget for sig selv.
Et besøg i Tyrkiet og i de tyrkiske hjem, kan hurtigt få en dansker til at føle sig lille, og man kan hurtigt komme til at spørge sig selv, om vi burde være mere kærlige og respektfulde overfor hinanden. Er det blot historiske og kulturelle forskelle, der gør, at vi er forskellige?


For som dansker at kunne sige noget om den Tyrkiske identitet og selvforståelse, finder vi det nødvendigt, at man forinden har reflekteret blot en lille smule over hvad der egentlig karakteriserer dansk identitet. Er det udelukkende frikadeller, rød grød med fløde og kirkegang juleaften der forbindes med det at være dansker? Nej, selvom det er nogle af de hyppigst nævnte karaktertræk er danskerne nok lidt mere end lun leverpostej. Vi fokuserer på vores egen lille osteklokke, bekymrer os ikke om vores naboer og er navlebeskuende. For det generelle flertal gælder det, at den sekundære socialisation har størst indflydelse på identitetsdannelsen og da der stilles mange krav til den enkelte, kommer der et fokus på lykke men også stress og depressioner. Umiddelbart lyder dette jo ikke som et synderligt festligt folkefærd. Dog kan dette perspektiv skyldes, at vi netop har besøgt et samfund hvor fokus ikke lå på individet men på fællesskabet. Et samfund, hvor den primære socialisation(familien) har så stor en betydning for den enkelte, at det føles som om, at vi danskere slet ikke værdsætter vores egen familie nok.


Vores oplevelse af det tyrkiske folk er, at de er utroligt gæstfrie og ønsker det bedste for enhver. Da vi var på besøg hos private og hos institutioner, blev vi i hvert fald behandlet som porcelæn og begavet som fødselarer.
Spurgte vi tyrkerne om en karakteristik af dem selv, var det ord som gæstfrihed, venlighed, målrettethed, temperament, respekt, optimisme, tolerance og taknemmelighed, der dukkede op. Dette er alle sammen ord, som vi efter vores besøg, kan erklære os enige i.
Vi stødte flere gange på ønsket om at komme i dialog med ikke-muslimer, for at nedbryde fordomme og for at øge forståelsen for islam på tværs af landgrænserne. Vi mødte derfor også en stor taknemmelighed, når vi kom på besøg, idet de opfattede vores visit som det at imødekomme deres ønske om dialog. Ville en dansker nogensinde vise eller føle sådan en form for taknemmelighed? – næppe. Hvad kan det skyldes? – Hvad har gjort tyrkerne så taknemmelige og venlige?


En af de mange faktorer, der kan have påvirket tyrkernes selvforståelse og identitet, kan være deres historiske fortid og mangel på accept fra omverdenen.
Atatürk er vigtig at nævne i denne sammenhæng, da han har haft stor indflydelse på landet ved at vestliggøre Tyrkiet; Vesten har været idealet. At størstedelen af Tyrkiets befolkning ligeledes er muslimer, og at den ikke-muslimske verden ofte har haft forståelses- og accepts vanskeligheder af muslimer, har gjort at Tyrkere ofte er blevet fordømt og har stået i dårligt lys. Vi tænker, at da de netop i flere sammenhænge har været underlagt bl.a. den vestlige verden, har søgt en accept og hele tiden er på vej til at få mere accept, så har de den imødekommenhed, vi oplevede på studietur. Dette kan være årsagen til deres store ønske om dialog, deres gæstfrihed og deres taknemmelighed.


Historien og kulturen har således haft stor indflydelse på identitet og selvforståelse. Dette gør sig gældende både for danskere og tyrkere. Måske har vi danskere sværere ved at udvise taknemmelighed og gæstfrihed, fordi vi ikke søger den samme form for accept og forståelse fra andre folkefærd. – Vi har den vel allerede?


Netop pga. f.eks. de historiske forskelle er vi altså forskellige fra hinanden af identitet og selvforståelse. Om det ene er bedre end det andet, det kan vi ikke svare på. Men man er som man er, og det er godt nok.

Sophie og Eline Dein, AT: Tyrkisk identitet og selvforståelse! basta. slut.

Når personligheden skal udtrykkes gennem skoene

Uniformer… er der fordele ved at bruge skoleuniformer - eller er det bare kedeligt?
Undertrykker de deres personlighed på grund af uniformstvangen? Spørger man pigerne direkte svarer de at ”de kan udtrykke sig via deres sko”.
På de tyrkiske skoler, vi besøgte i dag, skal alle elever bruge uniformer. Pigerne bruger hverken makeup eller push-up. Det er heller ikke kutyme at bruge parfume.
Argumentationen for uniformer er især at man vil beskytte pigerne. De skal ikke bruge tid og penge på at klæde sig på efter sidste nye mode hver dag. Men mest af alt handler det om at pigerne skal være lige, at økonomiske og sociale forskelle ikke skal kunne ses.
Umiddelbart fremstår de derfor meget ens og kedeligt. Men efter skoletid skifter de udseende. I stedet for at personligheden kun udtrykkes gennem skoene, udtrykker de sig som vi danske gymnasieelever ved hjælp af mærkevarer og skønhedsprodukter.
I dette støttes de af et veludviklet shopping-gen og let adgang til enorme og pompøse ”Malls” (indkøbscentre i op til 8 etagers højde).
Det er dog ikke kun her, de snakker og sludrer med veninderne. Det sker i høj grad i lektionerne, hvor de viser gode evner til at multitaske. Faktisk synes vi at vi er meget mere stilfærdige og disciplinerede elever i vore lektioner på Herning Gymnasium…
Uniform eller ej? - vi kunne ikke se at den forhindrede dem i at vise personlighed for så snart at vi var sammen med de tyrkiske piger var vi ikke i tvivl om deres personlige kvaliteter og vi har ikke kedet os et eneste øjeblik i deres selskab.

Sophie, Eline D og Astrid.